Langt ude i skoven boede engang en familie. Det var en meget lille familie, en lilleput-familie med en far, der hed Martin, en mor, der hed Sally og to børn. En dreng, der hed Simon og en lille pige, der hed Ida.

Lilleputterne boede sammen med nogle markmus i deres hule, men det kneb gevaldigt med pladsen. Derfor besluttede lilleput-familien at flytte, men hvor skulle de flytte hen?

En dag far Martin var ude at gå i skoven fandt han en gammel støvle. Den var godt nok både hullet og slidt, men som en midlertidig bolig kunne støvlen nu godt bruges. Familien flyttede hurtigt ind og mor Sally gik og gjorde rent sammen med Ida. Simon og far Martin lavede nogle nye møbler og indrettede soveværelset til far og mor samt et værelse til Simon og et til Ida. De plejede altid at lave mad udendørs og et badeværelse behøvede de heller ikke, for de badede i søen, som lå lige i nærheden.

Efter et par år var Simon og Ida blevet trætte af at bo i støvlen, som snart heller ikke mere kunne hænge sammen. Far Martin og mor Sally talte længe med Simon og Ida om hvor de skulle flytte hen, for de var jo glade for beliggenheden af støvlen, men når den nu var så gammel og slidt, så kunne det jo ikke nytte noget.

Far Martin talte med Simon om det var muligt at de to stærke mandfolk skulle kunne tømre et nyt hus sammen, men Simon mente at det ville kræve for meget. Simon talte om at de jo bare kunne flytte sammen med markmusene igen, men det var hverken far Martin eller mor Sally vilde med. De havde jo prøvet det dengang før de fandt støvlen og pladsproblemet ville ikke blive bedre end det var dengang, for markmusene fik jo flere og flere unger for hvert år og nu var der ni markmusefamilier der boede sammen. Selvfølgelig ikke i den samme hule, men i samme område.

Pludselig kunne de høre en lastbil der bremsede voldsomt op for lige efter at gasse op og drøne af sted igen. Simon styrtede hurtigt efter lyden for at finde ud af, hvad der var foregået, for han havde nu altid været lidt nysgerrig.

Da Simon kom op i nærheden af landevejen så han et underligt syn. Der var et hus, men ikke et almindeligt hus. Det var et dukkehus. Det var nu ikke et helt almindeligt dukkehus, men et rigtig fint håndlavet dukkehus, med en dør der kunne åbnes og lukkes. Det kunne han se, for døren og det ene vindue var nemlig sprunget op da huset faldt af vognen, som havde katastrofebremset.

Nu kom også far Martin løbende. Han blev meget forbavset da han så hvad der lå, eller rettere stod på jorden. Far Martin og Simon kiggede på hinanden og så tog de hinanden i hænderne og dansede rundt samtidig med at de jublede og råbte og skreg.

Nu kom også mor Sally og Ida løbende og de måbede af forundring. Der var ingen tvivl om at alle familiens boligproblemer var et overstået kapitel. Eneste problem var nu bare hvordan de skulle få det nye hus transporteret ned til støvlen, for den beliggenhed var så god og hele familien var enige om at det var det sted de ville fortsætte med at bo.

Måske kunne familien få markmusene til at hjælpe med at transportere deres nye hus på plads?

Selvfølgelig kunne de få markmusene til at hjælpe med at flytte huset. Alle ni markmusefamilier kom og hjalp med flytningen. Først lagde de en hel masse grene uden kviste i en lang række efter hinanden i den rigtige retning mod pladsen, hvor støvlen stod. Så lirkede de huset op på grenene og begyndte at skubbe det, samtidig med at de flyttede grenene en efter en hen foran alle de grene der lå i forvejen. Til sidst havde de fået flyttet huset hen på den nye plads, hvor mor Sally havde bestemt at det nye hus skulle stå og nu var de klar til at flytte ind.

Far og mor gik først ind og kiggede på huset. Det havde de slet ikke fået gjort før, da huset stop oppe ved landevejen, så travlt havde de haft med at flytte det og så sikre havde de været på at det var deres nye hus og at det var godt nok til at bo i.

Og sikken et hus! Alle møblerne stod selvfølgelig hulter til bulter, men det kunne der hurtigt rettes op på. Familien startede gennemgangen på 2. sal. Der var et stort soveværelse med en dejlig dobbeltseng, en fin kommode med masser af skuffer og et stort klædeskab. Der var også to fine børneværelser med senge,, kommoder og skabe til hver af børnene. På 1. sal var der legestue med en masse legetøj og en stor dejlig dagligstue, med sofa og lænestole. Der var også en kamin med et fint kamingitter og et klaver med klaverbænk, hvor både Simon og Ida kunne sidde ned samtidig og spille på klaveret. I stueetagen var der et stort køkken med et gammeldags komfur. I køkkenet var der også en spisekrog, hvor familien kunne sidde og spise til hverdag. Ved siden af køkkenet var der et anretterværelse og en spisestue, hvor familien kunne spise middag med deres gæster, for både far Martin og mor Sally elskede at have gæster. Desuden var der et lille værelse med bøger fra gulv til loft. Det var husets bibliotek og bøgerne var rigtige bøger, bare i miniformat. Huset havde desuden også en loftetage, hvor der var en hel masse små værelser, der med lethed kunne indrettes til gæsteværelser. Hele huset var fuldt møbleret, undtagen loftetagen, men det kunne far Martin og Simon med lethed gøre selv. Da familien flyttede ind i deres værelser, opdagede de at skabe og kommoder allerede var fyldt med det sødeste tøj til Ida og mor Sally og noget ordentligt arbejdstøj til far Martin og Simon. Selvfølgelig var der ikke kun arbejdstøj til Simon og far, der var da også pæne habitter og overtøj manglede da heller ikke. Det var simpelt hen utroligt, sagde de alle til hinanden.

Den aften var der bal med deltagelse af hele lilleputfamilien og hvor dansede de? I det nye hus og udenfor på gårdspladsen, som i dagen anledning var blevet fejet og ryddet.

Se, det var et rigtigt eventyr.