Bimmelim var en sød lille brun legetøjsbamse med en stor rød sløjfe om halsen. Bimmelim var meget ensom og derfor ville han så gerne have en ven. Det var også grunden til at han forlod legepladsen, hvor han boede og gik ud i verden på eventyr.

Nu siger du måske, at når Bimmelim boede på en legeplads, så måtte han jo have masser af venner, for på en legeplads kommer der jo normalt mange børn. Nu var der bare det ved denne legeplads, at der var ingen der vidste at den eksisterede. Alle havde glemt alt om legepladsen og der kom aldrig mere nogen børn og legede. ikke engang drengene der rendte rundt og spillede fodbold i parken. Heller ikke de små piger der gik tur med deres barnepiger og da slet ikke forældrene eller pædagogerne i børnehaven og på fritidshjemmet.

Bimmelim pakkede derfor sin rygsæk og gik ud i den vide verden. Efter at have gået rundt i mange timer mødte Bimmelim en stor sort hund, men den ville slet ikke være ven med Bimmelim. Alt den tænkte på, var at komme til at bide lidt i ham og rigtig ruske ham og det var jo slet ikke den måde Bimmelim havde tænkt at han skulle have en ven. Derfor skyndte Bimmelim sig at finde et gemmested, hvor han kunne sidde i fred og ro og slappe af efter den forskrækkelse. Da Bimmelim havde hvilet sig lidt og havde tjekket at hunden ikke havde bidt hverken arme eller ben af ham, fortsatte han sin rejse.

Bimmelim mødte mange dyr, børn og legetøjsfigurer på sin rejse, men der var hele tiden et eller andet i vejen. Katten ville kradse og lege ”katten efter musen”. Fuglene prøvede at prikke øjnene ud på ham samtidig med at de skræppede højlydt. Tyren ville stange. Hesten sparkede bagud. Koen daskede hele tiden med halen. Drengene brugte Bimmelim som fodbold. Barnepigerne jagede ham væk, for at han ikke skulle skræmme de små piger. Legetøjsbilerne var ved at køre ham over og modeltoget brusede bare derudaf.

Endelig efter flere dages vandring fandt Bimmelim en anden lille legetøjsbamse. Han var rød og havde en stor lilla sløjfe om halsen. Den røde bamse sagde at han hed Bummelum. Han sagde også at han ledte efter en god ven, som gad lege med ham, for det havde han ikke haft i meget lang tid. Bummelum var en meget gammel bamse. Han var meget slidt og møgbeskidt. Det var svært at se hvor flot Bummelum havde været da han var ny, men han havde været virkelig flot, kan du tro!

Bimmelim inviterede Bummelum med hjem på legepladsen og da de var kommet derhen, sørgede Bimmelim for at Bummelum blev vasket og sat ordentlig i stand igen. Senere satte Bimmelim og Bummelum sig ned og talte om, hvordan de skulle få børnene til at komme og lege på legepladsen igen, så de også kunne få nogle legekammerater.

Bimmelim og Bummelum gik i gang med at lave plakater, hvor de skrev om legepladsen og inviterede alle børn og voksne til at komme. Selvfølgelig vidste både Bimmelim og Bummelum at det ikke var nok, bare at skrive plakater. Da der jo ikke havde været nogen børn og lege på legepladsen i mange år, skulle der ryddes op, males og legeredskaberne trængte også til en kærlig hånd.

Men når nu både børnene og deres forældre blev opmærksomme på den dejlige legeplads, som de selv kunne indrette som de ville, så skulle der nok komme gang i planerne. Og det var lige hvad der gjorde! Alle børnene var helt vilde af begejstring! De byggede huler og indrettede legehuse i træerne. De legede i sandkassen og lavede flotte sandslotte med tårne og spir. De lavede veje og kørte med biler. De gyngede og vippede og legede på rutschebanen.

Engang imellem blev der arrangeret arbejdsweekender, hvor alle forældre, børn og pædagoger kom og reparerede det legetøj der var i stykker, eller byggede nye ting, som børnene kunne lege med og altid var Bimmelim og Bummelum med i arbejdet. Men det bedste var nu, at alle børnene tog deres gamle bamser med på legepladsen, så de kunne få lov til at bo sammen med Bimmelim og Bummelum og legepladsen blev et sandt bamseparadis!

Se, det var en rigtig bamsehistorie!