Flodhesten Cecilie dansede rundt og havde det dejligt. Hun havde taget et lyserødt balletskørt på og også et par lyserøde balletsko. Om hovedet havde hun en stor lyserød silkesløjfe, som sad fast omkring det ene øre. Hun synes selv hun så aldeles vidunderlig ud og at hun dansede guddommeligt, men sandheden var at hun trampede rundt og ødelagde al bevoksningen i skoven.

Alle de andre flodheste havde for længst opgivet at få Cecilie til at høre. Når de fortalte hende at hun dansede elendigt, troede hun at det var fordi de var misundelige fordi hun dansede så godt. Og når de fortalte hende at hun så rædselsfuld ud med balletskørtet på, mente hun at det var fordi de andre var sure over at hun så godt ud. For i sine egne øjne så hun forfærdelig godt ud. Hun kunne aldeles ikke se at det så fjollet ud, når hun sådan dansede rundt i lyserødt fra top til tå.

En dag, da Cecilie som sædvanlig dansede rundt i sit lyserøde balletskørt med tilhørende balletsko og silkesløjfe kom en god fe flyvende. Hun kunne ikke forstå, hvad det var for en larm og buldren, men opdagede hurtigt at det var Cecilie der prøvede at snurre rundt midt i et spring. Samtidig med at Cecilie sprang og snurrede rundt, væltede hun flere af de nye træer og flere store sten, som ellers plejede at ligge dybt begravet i jorden hoppede rundt i takt til Cecilies hoppen og dansen.

Pludselig snublede Cecilie over en af de store sten og hun faldt lige så lang hun var med et højt brag. Cecilie græd, for hun havde slået knæet i faldet. Det gjorde rigtig ondt og Cecilie var ked af at de store sten var kommet og havde blandet sig i hendes dans. Hun synes lige at det hele var gået så godt og så skete der sådan noget.

Feen fløj ned og satte sig på en af stenene for at trøste Cecilie. Medens de sad sammen på den største sten fortalte Cecilie at hun altid havde drømt om at danse. Cecilies mor havde også altid drømt om at danse, men hun havde aldrig turdet tage springet og prøve. Derfor var Cecilie dobbelt så stædig som hun ellers ville have været og hun synes da også at hun var blevet bedre og bedre. Cecilie kunne slet ikke forstå hvad det var der skete, men hver gang hun dansede, skulle hun først lede længe efter et passende sted og når hun var færdig, så der altid herrens ud, med trærødder og sten spredt ud overalt.

Nu fortalte feen Cecilie at hun gerne ville opfylde tre ønsker. Feen havde nemlig fået ondt af Cecilie, for hun kunne godt forstå hvorfor Cecilie så gerne ville danse. Feen havde nemlig også altid drømt om at danse, hun ville bare ikke danse ballet, men derimod vals. Det er dog lidt svært at danse vals alene, derfor var det aldrig rigtig blevet til noget. Nu kan man måske sige, at når feen var en fe, kunne hun jo bare ønske sig en partner at danse med, men hvad alle måske ikke ved er, at feer kan opfylde andres ønsker, men aldrig deres egne. Det var derfor feen aldrig havde fået en partner.

Cecilie ønskede nu at hun virkelig kunne danse med en sådan elegance som hun altid havde drømt om. Hun ønskede også at hun ikke ville ligne en klovn, når hun dansede rundt i sit lyserøde balletdress og sidst, men ikke mindst så ønskede Cecilie at alle de ødelæggelser hun havde forvoldt mod skoven ville blive udbedret. Feen sagde at det var tre virkelig gode ønsker og vupti så svingede hun sin tryllestav over hovedet på Cecilie og alle tre ønsker blev opfyldt.

Cecilie blev ovenud lykkelig. Hun dansede rundt, ja hun nærmest svævede så let som en fjer og imens hun svævede snurrede hun rundt hele tre gange uden at røre skovbunden. Alle trærødder og store sten var forsvundet ned i jorden og ingen rødder eller sten dukkede op igen, uanset hvor lang tid Cecilie dansede rundt.

Og nu kan det nok være, at alle de andre flodheste blev imponerede. Flere af dem ville gerne have at Cecilie lærte dem at danse lige så let og elegant som hun selv gjorde, men der var ingen der var lige så gode til at danse som Cecilie.

En dag kom en verdensberømt balletmester til Cecilie. Han havde hørt om hendes dans og ville gerne have at hun rejste rundt sammen med ham og dansede i et helt år. Det lovede Cecilie at hun ville, men hun ville hjem på besøg mindst to gange i løbet af det år, for hun var bange for at hun ikke ville kunne undvære sin familie i alt for lang tid.

Så rejste Cecilie og balletmesteren rundt og overalt hvor Cecilie optrådte var der udsolgt, ja flere steder fortaltes det at der havde været så mange der var interesserede i at se Cecilie danse, så de kunne have solgt to gange, ja sikkert også tre gange så mange billetter som der var sat til salg. Da året var gået rejste Cecilie tilbage til sin familie og hun var glad. Godt nok var det sjovt og dejligt at danse og optræde i det store udland, men hjemme var nu bedst, mente Cecilie.