Den lille heks, Tusnelda, var ude at gå en tur med sin kurv. Hun samlede forråd til sine tryllebryg. Selv om det var midt om vinteren, skulle hun alligevel bruge nyt forråd, og når hun fandt nogle af de planter hun skulle bruge, berørte hun dem bare blidt med sin tryllestav, så sprang bærbuske og frugter ud, så hun kunne plukke dem.

Tusnelda gik og nynnede for sig selv, hun var inderligt tilfreds med høsten indtil nu, og kunne se at hun snart ville være færdig med sin lille forrådstur. Det var også et kattens uheld, at Tusnelda ikke havde fået
suppleret forrådet op da det var efterår, men der havde været så meget.

Katten var stukket af hjemmefra, og da den endelig kom tilbage, skulle den have killinger, så Tusnelda havde været fødselshjælper. Bagefter havde Tusnelda været madmor for katten og killingerne, for selv om kattemor gav killingerne mælk, så skulle der alligevel noget mere mad til at mætte dem alle sammen, og da katten ikke selv kan lave mad, så måtte Tusnelda i gang.

Bedst som Tusnelda gik og var så inderligt glad og tilfreds med sin forrådstur, snublede hun, så alt indholdet i hendes kurv faldt ud af kurven, og ned på jorden. Hurtigt fik Tusnelda samlet det hele sammen igen og så undersøgte hun lige, hvad det var hun var snublet over.

Det viste sig, at det var en kæmpefod med kæmpestore tæer. For enden af foden, var der et ben. Der var også en fod og et ben mere, samt en krop, to arme og et hoved. Det var kæmpen Rudolfo, som Tusnelda var snublet over.

Tusnelda spurgte Rudolfo, hvorfor han lå der, så man snublede over ham, og Rudolfo svarede, at han var så ked af det, så derfor havde han lagt sig ned på jorden. Han var nemlig træt af, at han altid stødte ind i skyerne, når han gik rundt. Rudolfo elskede nemlig at se på træerne, men han var alt for stor, og kun hvis han kiggede nedad kunne han se trætoppene, og når han gjorde det, så var det at han stødte ind i skyerne. Rudolfo havde derfor tænkt, at hvis han lå ned, så kunne han ligge og kigge op på træerne, det ville være rart med lidt forandring, for ellers plejede han jo at kigge ned på træerne.

Men han kunne godt se, at det ikke var spor sjovt for dem der gik rundt nede på jorden, at han lå der med sine store fødder, så man snublede over dem, og egentlig var der ikke så meget ved at ligge der og kigge op på træerne, for det var jo vinter, og de eneste træer, der stadig var grønne, var grantræerne, og de var lidt kedelige at ligge og kigge op på, syntes Rudolfo.

Og det kunne han jo have ret i, for grantræer ser egentlig pænest ud, når de er pyntede med kræmmerhuse, lys, flag og julehjerter. Der er bare det ved det, at når grantræerne er julepyntede, så står de som regel inde i stuen og ikke ude i skoven. Eneste undtagelse er, hvis et grantræ står i en have, og bliver pyntet med lysguirlander, så træet kan stå og stråle hele december måned, men det havde Rudolfo aldrig set, for han var alt for stor til at være i nærheden af boligområderne.

Tusnelda ville gerne hjælpe Rudolfo, så han havde et pænt træ at kigge på, så hun samlede en gren op, som lå i skovbunden. Det var et stort egetræ, der havde tabt grenen under efterårsstormen for nogle måneder siden. Så rørte Tusnelda ved grenen med sin tryllestav og straks begyndte bladene at springe ud. Da grenen nu havde fået blade, sørgede Tusnelda for at grenen også fik rødder og så tryllede hun en stor urtepotte frem, som hun satte grenen ned i. Nu havde Tusnelda et lille træ i en urtepotte.

Rudolfo blev meget glad, da Tusnelda gav ham træet i urtepotten, for nu kunne han gå hjem i sit kæmpestore hus og stille urtepotten i vinduet. Så havde Rudolfo altid noget pænt at kigge på, når han sad hjemme, og hvis han ville, kunne han gå en lille tur med urtepotten. Han skulle bare altid huske at vande træet, så det ikke gik ud.

Nu gik Rudolfo hjem med sin urtepotte, og Tusnelda gik videre på sin lille forrådstur. Hun nynnede og trallede for hun var rigtig glad og tilfreds med at hun sådan havde kunnet hjælpe Rudolfo.