Klovnen Charlie som har en lysegrøn scooter ved navn Sofus
Der var engang en cirkusklovn. Han hed Charlie og han optrådte i et cirkus med sin lysegrønne scooter. Han kaldte scooteren for Sofus. Det var en dejlig scooter med lad, så Charlie kunne køre rundt med sine 5 hunde bagpå.
Hundene optrådte også sammen med Charlie. De hoppede på bagbenene samtidig med at de viftede med begge forben og bjæffede glade bjæf hele vejen rundt i manegen.
Som afslutning på forestillingen kørte Charlie ind i manegen på scooteren. Alle 5 hunde hoppede op på ladet, kørte en omgang rundt og kørte ud igen Det var et virkelig godt nummer og alle blandt publikum klappede og hujede, når Charlie og hundene var kørt ud.
Du ved måske ikke hvad en manege er, men det er en stor rundkreds inde midt i et cirkustelt og publikum sidder på stolerækker rundt om manegen. Hvis det er et meget stort cirkustelt, kan der være mange rækker med stolerækker og plads til flere hundrede publikummer.
Måske har du set en klovn som Charlie før, hvis du har været i cirkus. Charlie har et meget stort ternet jakkesæt på, og kolossalt lange sko, ligesom et par svømmefødder, når man dykker. Charlie har også en meget lille bowlerhat på ovenpå sit meget røde hår, som mest af alt ligner en høstak, og så har Charlie en stor rød næse og hvide handsker på.
Charlie og hundene var selvfølgelig ikke de eneste artister, som var ansat i cirkus. Nej, der var også Charlies forlovede Lulu, som var linedanser. Lulu havde en søster, som hed Lola og hun var også ansat i cirkus. Lola optrådte som luftakrobat på en gynge højt oppe i luften og lavede også et nummer, hvor hun holdt fast i nogle ringe og slog kolbøtter.
Ud over Charlie og hundene, linedanseren Lulu og hendes søster luftakrobaten Lola var der 6 søløver, som spillede fodbold med badebolde og jonglerede med små bolde og ti flotte hvide heste, som galoperede rundt og rundt inde i manegen. Der var også to store elefanter og deres elefantunge, som bare fulgte efter sine forældre, når de optrådte. Elefantungen hed baby, men det kunne han selvfølgelig ikke blive ved med, når han blev voksen. Elefantfar og elefantmor hed Tarzan og Jane, men hvad skulle ungen hedde? Kan du komme med et bud på navnet?
Der var selvfølgelig også artister, som optrådte sammen med søløverne, hestene og elefanterne, for dyrene kan jo ikke træne sig selv og der er også nogen, som skal sørge for mad og drikke til dem.
Ham, der optrådte sammen med søløverne, hedder Rudolf og han er gift med den dame, som optrådte sammen med hestene. Hun hedder Kisser. Elefanternes træner hedder William.
Endelig er der også en sprechstallmeister, som præsenterer alle artisterne i den rækkefølge de kommer ind og optrådte. Han hedder Dan og til efternavn Mark. Han bliver altid kaldt Danmark.
Som du jo nok kan forstå, er det et nogenlunde stort cirkus Charlie optrådte i og de rejste rundt og optrådte i alle mulige byer over hele landet. Alle artisterne boede i hver sin campingvogn og når de kom til en ny by, rejste de cirkusteltet og så kørte de rundt i gaderne og annoncerede at nu var cirkus kommet til byen.
Charlie var meget glad for at optræde i cirkus, så glad, så han ikke ville optræde i andre cirkus, for de havde så godt et fællesskab i cirkus. Alle artister var gode venner og alle dyrene var søde og glade for alle de andre dyr. Publikum var også rigtig glade for at cirkus kom og optrådte, ja nogle af børnene der kom som publikum drømte faktisk om at blive ansat som artist, men det forblev bare en drøm for de fleste.
For at blive artist, skal man være rigtig dygtig og have trænet i mange år. Selv en klovn kan ikke bare blive artist uden videre. Klovner skal også træne og lave nye numre hvert år, når den nye sæson starter.
Charlie var derfor også i gang med at planlægge sit nye nummer. Hundene skulle trænes, så de kunne huske, hvad de skulle og Charlie skulle også finde ud af, hvad han skulle more publikum med.
Han havde en ide om at han, når han kom ind i manegen skulle køre på Sofus, men han skulle ikke bare køre ind siddende på scooteren. Nej han skulle stå på sadlen med sit ene ben og det andet ben skulle stritte lige op i luften, samtidig med at Charlie skulle vinke til publikum med den ene hånd. Det var lidt svært at holde balancen, når man ikke sidder på scooteren, men kører stående.
Men den historie jeg vil fortælle dig, handler om dengang Charlie mødte sin partner og svoger August.
Cirkus var kommet til en ny by og Charlie kørte derfor rundt på sin scooter for at annoncere hvornår man kunne komme og se forestillingen. Charlie kørte rundt i hele byen og kiggede samtidig med at han kørte på alt hvad han passerede på sin vej. Der var flotte biler, cykler og knallerter. Der var også mange mennesker, som han kørte forbi. De kiggede på ham og hans scooter. Charlie havde taget alle 5 hunde med. De sad på ladet og kiggede på alt og alle, samtidig med at de bjæffede og hilste på de mennesker, som vinkede til dem.
Som du nok kan forstå, var der mange ting, der skete på en gang. Lige pludselig så Charlie en mand i en meget lille rød bil. Det var en kabinescooter med lad. Bilen lignede mest af alt en Tuk-Tuk eller kaffekværn, som de også kaldes. Bilen lignede mest af alt en bil, som kunne køre rundt i manegen i et cirkus. Manden der kørte bilen, lignede også mest af alt en klovn, men ikke en klovn som Charlie. Manden og Charlie blev begge to så forbavsede ved synet af hinanden, så de var ved at støde sammen, men heldigvis kun lige ved.
De standsede begge op og stod nu og talte sammen. Manden i den røde kabinescooter var August. Han fortalte, at han også var klovn og nu ledte efter et nyt cirkus, hvor han gerne ville optræde, helst sammen med en anden klovn, for så kunne man finde ud af hvordan man kunne more og underholde publikum mest muligt.
Charlie og August hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab. De blev enige om at køre rundt sammen og annoncere at cirkus var kommet til byen og bagefter kørte de tilbage til cirkusteltet og talte med Dan Mark, som jo var direktør for cirkus og derfor skulle ansætte August som partner med Charlie.
2 klovner kunne også lave mange flere sjove numre til forestillingerne, blandt andet som stærk mand, hvor de kom ind med metalstænger hvor balloner var fastgjort, så det så ud som om de løftede mange kilo. En spand fyldt med vand, som forvandlede sig til konfetti, når vandet blev kastet ud mod publikum. Virkelig mange flødeskumslagkager, som de fik i hovedet af hinanden eller andre.
Der var ingen ende på alle de sjove numre Charlie og August kunne finde ud af!
August mødte luftakrobaten Lola og de blev straks forelskede i hinanden. Cirkusdirektøren Dan Mark ansatte August og en dag, midt under en forestilling friede Charlie og August til Lulu og Lola. Det blev en stor succes, og begge søstrene sagde selvfølgelig ja. Publikum jublede, men de jublede mest, da Charlie kørte rundt i manegen med Lulu og alle 5 hunde. August kørte også rundt i sin kabinescooter sammen med Lola, som sad på taget.
Brylluppet foregik under en forestilling med en præst, som de havde inviteret med til forestillingen. Alle artister var med som gæster og publikum var også med og alle var glade og tilfredse. Alle klappede og jublede, da Charlie og Lulu sagde ja og også bagefter, da August og Lola også bekræftede, at de ville elske og ære hinanden fra nu af og i al evighed. Det var en stor dag og solen skinnede fra en dejlig blå himmel.
Både Charlie og August fik mange børn med deres koner og alle børnene elskede at rejse rundt med cirkus og optræde. Men det er en helt anden historie, som ikke er skrevet endnu!
Hvis man er heldig, kan man måske komme med i cirkus og se en forestilling, og måske er Charlie og August sammen med Lulu og Lola og alle børnene med. Slut prut finale!