Der var engang en lille kattekilling. Det var en rigtig indekat, der aldrig havde prøvet at have så meget som
et knurhår udenfor, selv om hun boede i et hus med en stor have udenom. Fordi kattekillingen var så lille,
blev hun kaldt Lillemis.

En dag, da Lillemis sad og nød solens sidste stråler, der skinnede ind gennem vinduet, mistede hun
pludselig balancen og faldt ud ad vinduet. Vindueshaspen var ved en fejltagelse blevet løsnet, så vinduet
stod på klem, men det var der ingen, der havde opdaget.

Heldigvis faldt Lillemis ikke så langt, for vinduet var i stueetagen og der var en stor busk lige under vinduet,
så hun landede meget blødt.

Desværre kunne Lillemis ikke nå op for at komme ind ad vinduet igen, så hun hoppede ned på jorden og
prøvede at gå lidt rundt for at finde en måde at komme ind i huset igen.

På vej rundt om huset så Lillemis pludselig en underlig skikkelse, der lå og krøb sammen på jorden. Lillemis
prøvede at pirke lidt til skikkelsen med det ene forben men det skete der ikke noget ved.

Lige pludselig lød et højt snork! Det var en lille trold, der lå og sov opdagede Lillemis nu. Samtidig med at
trolden snorkede, havde han nemlig vendt sig om og lå nu på ryggen med sin store næse pegende lige op i
luften.

Lillemis slikkede trolden i ansigtet for at vække ham, for hvad lavede den lille trold dog i Lillemis have? Det
måtte undersøges nærmere!

Trolden rynkede på næsen, da Lillemis slikkede ham, så Lillemis prøvede at vifte trolden lidt med halen,
samtidig med t hun højt spindende snoede sig ind og ud mellem troldens bøjede ben.

Nu vågnede trolden med et sæt! Han sprang op og løb, men Lillemis fulgte efter ham. Da trolden opdagede,
at det bare var Lillemis, der havde forstyrret ham i hans sene middagslur, standsede han op og satte sig ned
bag en busk.

Lillemis sneg sig hen til ham og spurgte hvem han var og hvad han dog lavede i hendes have? Trolden lo lidt
inden han svarede at han hed Ferdinand og boede i haven, så haven tilhørte jo nok ham lidt mere end den
tilhørte Lillemis, som jo normalt kun plejede at være inde i huset.

Da Lillemis fik tænkt sig om, kunne hun også godt huske at hun flere gange havde set trolden bevæge sig
rundt i haven, men det var især i skumringstimen, når solen var ved at gå ned eller meget tidligt om
morgenen, at hun havde lagt mærke til det.

Nu spurgte Lillemis om ikke Ferdinand kunne hjælpe hende ind i huset igen, for hun var meget ked af at
hun sådan var faldet ud ad vinduet. Hun synes haven var stor og uhyggelig i forhold til hendes dejlige
vindueskarm med det lille tæppe, for ikke at glemme fodenden i dobbeltsengen i det store soveværelse,
hvor hun krøllede sig sammen og sov hver eneste nat. Her havde hun sovet lige fra den første dag hun satte
poterne over dørtærsklen og hun kunne ikke tænke sig en nat ude i haven.

Trolden Ferdinand lovede at hjælpe Lillemis ind i huset igen, hvis Lillemis til gengæld ville forære ham sit
tæppe, for det kunne Ferdinand virkelig godt bruge, især om efteråret og vinteren, hvor det godt kunne
blive blæsende, vådt og koldt.

Lillemis lovede at hun ville smide tæppet ud gennem vinduet, hvis bare Ferdinand ville hjælpe hende ind i
huset og som sagt så gjort! Trolden Ferdinand tog Lillemis op på armen og gik hen til det stadig
åbentstående vindue, hvorfra Lillemis var faldet ud. Ved at stå på tå kunne Ferdinand lige akkurat nå op til
vindueskarmen og sætte Lillemis indenfor. Lillemis skyndte sig at tage sit tæppe og smide det ud ad vinduet
og trolden Ferdinand lukkede vinduet til og forsvandt som ved et trylleslag.

Da Lillemis var kommet indenfor og havde indfriet sit løfte til Ferdinand, hoppede hun ned på gulvet og
skyndte sig ud i køkkenet, hvor hun gav sig til at mjave højlydt samtidig med at hun skramlede med
foderskålene, for nu var hun meget sulten og måske var hun så heldig at det var madtid?