Der var engang et sødt lille marsvin, som hed Esmeralda. Hun boede i et stort bur, helt alene og hendes ejer
var en lille pige på ni år, som hed Irene.

Irene var meget glad for Esmeralda. Hun havde længe ønsket sig et dyr og hendes forældre havde da også
sagt, at hun godt måtte få et, men at hun lige skulle vente til hun var gammel nok.

En dag havde Irene gået forbi dyrehandlen og der havde hun set en hel masse små marsvin, der gik rundt i
et stort bur i vinduet. Hun havde straks set Esmeralda, et lille brunt og hvidt marsvin, som kom helt hen til
tremmerne, da Irene stillede sig op og kiggede på dyrene. Det havde været kærlighed fra første øjeblik og
Irene havde ikke talt om andet end Esmeralda i flere dage.

Til sidst havde Irenes forældre gået med ned i dyrehandlen og havde købt Esmeralda, et stort bur og alt
hvad sådan et marsvin ellers behøvede og nu stod buret inde på Irenes værelse. Det var nu ikke fordi
Esmeralda tilbragte særlig megen tid i buret, faktisk var det kun om natten og når Irene ikke var på værelset
at hun var i buret.

Irene tog Esmeralda ud af buret når hun stod op om morgenen og de to tilbragte mange timer med at lege
og bare sidde og nusse. Det vil sige, det var selvfølgelig Irene der nussede Esmeralda og Esmeralda der sad
helt stille og bare nød det.

Når Irene om sommeren legede ude i haven, tog hun Esmeralda med ud. Esmeralda lærte nemlig at gå i
snor og spiste løs af græsset og mælkebøttebladene, der voksede lystigt derude i haven.

En dejlig sommerdag, da Irene og Esmeralda som sædvanlig var ude i haven knækkede snoren til
Esmeraldas seletøj.

Irene opdagede ikke noget, hun sad og nød solens stråler og Esmeralda opdagede heller ikke noget, men
lige pludselig var hun nede i et blomsterbed i den nederste del af haven. Så langt væk havde hun aldrig
være før!

Irene plejede altid at gå lidt rundt, så egentlig var det hende der bestemte i hvad retning Esmeralda skulle
gå og hvor længe de skulle blive på samme plet.

Men nu var Esmeralda altså kommet helt ned til nogle store blomstrende buske og bag de buske var
hækken ud mod det ukendte. Esmeralda snøftede lidt rundt og spiste nogle mælkebøtteblade. Friske
mælkebøtteblade var noget af det bedste, synes Esmeralda!

Pludselig kom der en bold trillende! Det var en dreng, der boede i huset ved siden af der havde kastet
bolden ind i Irenes have. Det gjorde han engang imellem, for så måtte han jo ind og hente sin bold og så
plejede han at lege lidt med Irene.

Drengen, der hed Ole, kom da også løbende ind af havelågen og spurgte Irene, hvad hun lavede. Som om
han ikke kunne se det, tænkte Irene! Men hun smilede bare og svarede at hun var ude og lege med
Esmeralda.

Det kunne Ole ikke forstå, for han kunne da ikke se andre end Irene i hele haven. Godt nok kunne han da
godt se at Irene havde en snor i hånden, men så vidt Ole kunne se, var der ingen i den anden ende.

Ole drillede Irene med at hun havde en usynlig hund, som hun kaldte Esmeralda og som hun legede at hun
gik tur med ude i haven.

Irene blev lidt sur, men sagde så at Esmeralda aldeles ikke var en hund, men et marsvin, det burde Ole da
kunne se, Esmeralda var jo for enden af snoren! Samtidig kiggede Irene ned og så at Esmeralda ikke var der,
men hvor var hun så?

Nu blev Irene meget ked af det, og Ole tilbød at hjælpe med at lede efter Esmeralda for han skulle jo også
lede efter sin egen bold, som jo var trillet ind i haven. De gik rundt i hele haven og kiggede ved alle
blomsterbedene. Både Ole og Irene kaldte på Esmeralda, men de hørte ikke noget, heller ikke engang da
Irene lavede den lyd hun nogle gange lavede, når hun kom med agurk eller en gulerod til Esmeralda.

Esmeralda hørte godt Irene og hendes lyd, men hun var lidt ligeglad, for hun havde jo sine
mælkebøtteblade og de var meget bedre end både agurk og gulerødder.

Til sidst var Ole og Irene helt nede ved de bagerste blomsterbuske og fandt både bolden og Esmeralda. Ole
blev så glad, da han så at Esmeralda puslede rundt og åd mælkebøtteblade nede ved siden af Oles bold, for
hun kunne jo lige så godt have smuttet ud gennem et lille hul i hækken, der hvor bolden var kommet ind.

Irene skyndte sig at samle Esmeralda op, nussede hende lidt og plukkede herefter nogle mælkebøtteblade,
inden hun satte Esmeralda ind i buret med mælkebøttebladene, noget frisk agurk og en gulerod. Bagefter
løb Irene ud i haven igen for at lege med Ole og hans bold.

Næste dag gik Irene og hendes forældre ind til dyrehandleren og købte en ordentlig snor med en kraftig
lukning, så Esmeralda igen kunne komme ud i haven og spise mælkebøtteblade.