Der var engang en prinsesse. Hun hed Irmelin og hun var både smuk og dejlig.

Prinsesse Irmelin boede på et slot langt, langt ude. Så langt ude, at kun bjergene var de nærmeste naboer. I
disse bjerge var der store huler og i hulerne boede der en stor, stor og helt enormt grim drage.

Dragen var så stor og grim, så man slet ikke kan forestille sig noget større og grimmere.

Denne forfærdelige drage var i virkeligheden en forvandlet kongesøn, men det var der ingen der vidste. Alle
der så dragen flygtede langt væk, så der var slet ingen der nogensinde havde været helt henne i nærheden
af dragens hule.

Prinsesse Irmelin var en dag ude og lege med sin bold. Den var af guld- og sølvbrokadestof og var egentlig
for fin til at lege med, men det var den eneste bold prinsesse Irmelin havde. Prinsesse Irmelin havde ellers
tit nok ønsket sig en anden bold, men havde altid fået at vide at piger ikke legede med bolde, det gjorde kun
drenge. Prinsesse Irmelin var ligeglad og når hun ønskede at lege med bolde, tog hun den fine bold med ud.

Prinsesse Irmelin plejede at lege med sin bold i parken, men i dag havde en eller anden glemt at lukke den
store låge der indhegnede parken, så prinsesse Irmelin havde vovet sig udenfor lågen.

Nu løb hun rundt og kastede bolden højt op i luften og greb den igen.

Pludselig tabte hun bolden og den trillede væk. Landskabet skrånede lidt, så bolden trillede langt væk,
inden den endelig forsvandt ind under en stor busk der groede for foden af en stor klippe. Det var en meget
stor busk, så man slet ikke kunne se at der var en åbning i klippen lige bag ved busken.

Bolden trillede helt ind i hulen og prinsesse Irmelin løb efter bolden, ind mellem buskens grene og ind i
hulen.

Hun blev meget forundret, så hun glemte helt bolden, kiggede bare rundt for at se hvad det var for et sted
hun var kommet til, og det var da også en forunderlig hule!

Væggene i hulen lyste med et underligt lys, så selv om det var en stor hule kunne man se helt godt, selv når
man befandt sig i den fjerneste ende.

Der var meget højt til loftet og der var flere gange som førte til andre rum og andre udgange. Prinsesse
Irmelin vandrede rundt og undersøgte flere af de andre rum, men hun mødte ingen levende væsener.

Pludselig kunne prinsesse Irmelin høre en høj snorkende lyd. Hun gik nysgerrigt efter lyden og pludselig stod
prinsesse Irmelin i den allerstørste hule og her lå dragen og sov. Den så egentlig så sød og fredelig ud, nu da
den sov, så prinsesse Irmelin blev slet ikke forskrækket da hun så den. Tværtimod synes hun at dragen så ud
som om den var alene og venneløs og det kunne hun jo have ret i!

Dragen havde virkelig ingen venner, for dengang dragen havde været en kongesøn, havde han været så
forfærdelig hovmodig og uforskammet, så der var ingen der ville være venner med ham og derfor var der en
heks der havde forvandlet ham til det mest forfærdelige hun overhovedet kunne forestille sig. Det var altså
derfor dragen var så stor og forfærdelig grim.

Dragen havde i begyndelsen været aldeles ligeglad, men da han havde opdaget at alle flygtede når han kom
i nærheden, var han blevet mere og mere ked af det, for efterhånden havde dragen indset at ingen kan
klare sig uden selskab fra andre dyr eller mennesker.

Pludselig vågnede dragen og lige med det samme han vågnede, skiftede han fra at være en fredeligt
sovende drage, til at blive en ildsprudlende og meget vred drage. Prinsesse Irmelin blev meget forskrækket,
men samtidig blev hun også meget vred på dragen og skældte ham ud. Dette var dragen slet ikke vant til,
han var vant til at alle flygtede så hurtigt de overhovedet kunne, når de fik øje på ham, så han holdt op med
at være så ildsprudlende og begyndte i stedet at græde.

Prinsesse Irmelin skyndte sig hen og trøstede dragen, samtidig med at hun prøvede at forklare ham at han
ikke bare kunne opføre sig så opfarende, hvis han ville have nogle vener. Det kunne dragen godt forstå og
han sagde at han godt vidste at det var forkert af ham at han blev så ildsprudlende, men sådan havde det jo
været i så mange år og det var svært at lave sig selv om. Han var jo også selv blevet forskrækket, da han
vågnede og opdagede at prinsesse Irmelin stod inde i hans hule, det havde han aldrig prøvet nogensinde før.

Ingen levende, ud over ham selv havde nogensinde været inde i hulen i al den tid han havde boet der, så det
var en helt ny oplevelse for dragen sådan at have gæster.

Da dragen nu var blevet mere rolig og prinsesse Irmelin ikke mere var hverken bange for ham eller vred på
ham fordi han var ildsprudlende, satte de sig ned og snakkede sammen. De blev helt gode venner, men lige

pludselig kunne både prinsesse Irmelin og dragen høre en masse mennesker der gik rundt og kaldte. Det var
et eftersøgningshold, der ledte efter prinsesse Irmelin.

Der var nemlig gået mange timer, mens prinsesse Irmelin og dragen havde siddet der og snakket og hygget
sig med hinandens selskab.

Prinsesse Irmelin skyndte sig at løbe eftersøgningsholdet i møde, for hun var bange for hvordan dragen ville
opføre sig, hvis der kom mange mennesker ind i hulen og samtidig var hun også bange for hvordan
eftersøgningsholdet ville tage situationen, når de opdagede dragen. De kunne jo ikke vide, at han i
virkeligheden var venlig, men bare opførte sig så skrækkeligt for at forsvare sig imod eventuelle angreb.

Inden prinsesse Irmelin forsvandt, lovede hun dragen at hun snart ville komme tilbage, for hun synes han
var en dejlig ven og ville meget gerne se ham igen.

Idet prinsesse Irmelin sagde disse ord, lød der et højt brag og dragen var ikke en drage mere, men blev
forvandlet til den kongesøn han havde været for så mange år siden.

Nu kunne dragen, som jo pludselig var blevet til kongesønnen Theodor godt gå ud til eftersøgningsholdet
sammen med prinsesse Irmelin.

Prins Theodor og prinsesse Irmelin var så glade for hinanden, så de blev forlovede og så rejste de hjem til
prins Theodors forældre for at prinsesse Irmelin kunne blive præsenteret.

Brylluppet blev holdt hjemme hos prins Theodor og både prinsesse Irmelin og prins Theodors forældre var
meget glade.

Da prins Theodors far døde gammel og mæt af dage, blev prins Theodor konge efter ham og han blev en
meget klog og forstående konge. Prinsesse Irmelin blev jo så dronning og de levede lykkeligt til deres dages
ende.

Og hvad bolden, som jo var skyld i at dragen og prinsesse Irmelin i det hele taget havde mødt hinanden
angår, så blev den lagt i en glaskasse på en rød fløjlspude og blev stillet ind i tronsalen, hvor alle der kom i
audiens kunne se den.