Politihunden Snif var med sin familie på sommerferie. Allerede første dag i hans sommerferie havde han nu
også været på arbejde. Han havde fundet en lille pige, der var blevet væk fra sin familie. Pigen og hendes
familie var blevet lykkelige, da Snif havde været på sporet af hende, selv om hele eftersøgningsholdet
havde troet, at Snif var på vildspor. Snif havde fået sin belønning et stort kødben, som han veltilfreds havde
ligget og gnasket på i flere dage.

Nu var der gået en uges tid af familiens sommerferie. Politihunden Snif lå på sit yndlingssted under trappen
op til verandaen. Snif lå og halvsov, mens han sukkede af velvære. Men denne følelse af velvære og
magelighed kunne ikke blive ved med at gå og ganske rigtigt, nu kom en familie, far, mor og tre børn
gående op ad indkørslen til sommerhuset.

Snifs menneskefar, politimanden Hugo gik familien i møde. De så meget alvorlige ud alle sammen. Faderen
fortalte Hugo, at han havde mistet sin tegnebog, da de havde været på stranden. Men det var nu ikke kun
tegnebogen faderen havde mistet. Han havde også mistet sine nøgler til bilen og sommerhuset, så
situationen så ikke særlig godt ud for familien, medmindre Hugo og Snif kunne hjælpe. Faderen fortalte at
han havde hørt om den lille pige, som Snif havde fundet og han tænkte på om ikke Snif kunne tænke sig at
hjælpe en gang mere?

Selvfølgelig ville Hugo og Snif hjælpe. Hugo tog Snifs seletøj og fløjtede. Snif kom løbende hen og hoppede
begejstret op ad Hugo, mens han gøede og logrede med halen. Han var godt klar over at han nu skulle på
arbejde igen, og han glædede sig.

Snif, Hugo og familien, der havde mistet nøgler og tegnebog gik nu ned til stranden. Faderen viste hvor de
havde ligget. Man kunne godt se, at der var blevet gravet i sandet, børnenes skovle og spande lå stadig
sammen med tæpper, strandtasker og badetøj. Strandtaskerne var blevet gennemrodet, men ingen nøgler
var fundet. Tæpperne var også blevet rystet, men hverken nøgler eller tegnebog var dukket frem, så nu var
gode råd dyre.

Snif fik tegnet om at begynde at søge og straks gik han i gang. Frem og tilbage søgte han og snart fandt han
bilnøglerne, en legetøjsbil som tilhørte et af børnene og en perlekæde, som moderen havde tabt uden at
hun havde opdaget det. Det var alt sammen begravet i sandet, der hvor strandtasken havde stået. Lidt efter
fandt Snif også nøglen til sommerhuset, men tegnebogen fandt han ikke. Snif begyndte nu at løbe frem og
tilbage, stadig snusende og snart løb han i den ene retning, snart i den anden, men til sidst udstødte Snif et
hyl og løb op mod landevejen. Han styrtede af sted, og Hugo løb efter. Familien der havde bedt om hjælp
kiggede på hinanden og så løb de også efter Snif og Hugo.

Oppe ved landevejen, der hvor familiens bil holdt stod Snif og Hugo. Snif opførte en krigsdans rundt om
bilen samtidig med at han skrabede i sandet og hele tiden forsøgte at komme ind under bilen. Hugo lagde
sig ned på knæ og trak triumferende tegnebogen frem. Familien jublede og takkede Hugo og Snif mange
gange.

Hugo og Snif tog afsked med familien og løb en lang tur langs stranden før de vendte tilbage til
sommerhuset. De var begge to velfornøjede med dagens gode gerninger.

Et par timer senere vendte familien som Hugo og Snif havde hjulpet tilbage, denne gang med takkegaver til
både Hugo og Snif. Snif fik både pølser og et kødben og Hugo fik en rigtig god flaske vin. Hugos kone Vita fik
en stor buket blomster, selv om hun jo egentlig ikke havde deltaget i eftersøgningen, men det var der ingen
der talte om.

Alle børnene legede med hinanden, de voksne sludrede hyggeligt og Snif lå under trappen og hyggede sig
med sit kødben og resterne af sin pølse.