Tøf, tøf lød det, da toget kom kørende op over bakken.

Det var Tøf, det lille tog, der var ude på sin daglige tur, frem og tilbage kørte han mellem Bakkeby og Søby,
to små byer, der lå ved en bakke og en stor sø.

Bakkeby lå ved bakken, den bakke som Tøf var ved at køre op over og Søby lå ved søen. Det var en meget
stor sø, med en lille ø ude på midten. Øen blev aldrig kaldt andet et Øen, men på kortet stod Lilleø.

Tøf, det lille tog var et dejligt lille tog, med lokomotiv og tre vogne. Det var ikke altid at der var mennesker,
der kørte med, men Tøf elskede at køre turen, så det gjorde ikke noget.

Lokomotivføreren elskede også at sidde inde i lokomotivet og hive i snoren, så Tøf fløjtede muntert på
vejen.

Tøf, tøf, tøf. Tøf tøffede ad sted.

Pludselig lød der et bump! Det var Tøf der hoppede af sporet! Hu hej hvor det gik, op ad bakken og ned
igen, ned til søen og ud på Øen!

Ude på øen stoppede Tøf, det lille tog brat op, for hvad var nu det for noget? Hvad var der egentlig sket? Ja,
det var jo ikke godt at vide, men det kunne jo være at lokomotivføreren kunne finde ud af det?

Det kunne han, for han havde sin kikkert med den dag. Lokomotivføreren holdt meget af at sidde og
studere fuglene, når han holdt pause. Derfor havde han næsten altid sin kikkert med på arbejde og nu
stillede han sig ud og kiggede over på togskinnerne for at se, hvad der var gået galt.

Aha, tænkte lokomotivføreren, der lå nemlig en stor sten midt på sporet. Det var derfor toget var hoppet af
sporet, for intet kunne stoppe Tøf, det lille tog.

Hvordan skulle Tøf, det lille tog nu komme tilbage, så han kunne gennemføre den sidste del af turen? Der
var vel ikke andet for end at prøve at køre en lille tur rundt på øen og så tilbage til sporet ad samme vej
som de var kommet ud. Og som tænkt så gjort.

Lokomotivføreren startede toget, hvislede med fløjten og kørte, men det gik slet ikke! Hvad var der nu i
vejen?

Lokomotivføreren stod af toget og gik rundt for at tjekke om der var kommet mudder mellem hjulene og
det var lige hvad der var! Heldigvis havde han en gadefejerkost med. Det var egentlig en kost han skulle
aflevere i Bakkeby, for der boede gadefejeren.

Gadefejeren havde bestilt en ny kost, for den gamle fejede ikke så godt længere, men sådan en kost kunne
man kun få fra en stor by langt væk og nu var gadefejerkosten altså på den sidste del af sin lange rejse.

Lokomotivføreren tog nu kosten og fejede alt mudder og andemad væk fra hjulene og så prøvede han igen
at få gang i Tøf, det lille tog.

Denne gang gik det bedre, men det var stadig ikke helt nemt, for det var svært at få drejet toget.
Lokomotivføreren prøvede alligevel at dreje toget i en stor bue og inden der var gået mange minutter var
toget på vej tilbage igennem søen, som heldigvis ikke var særlig dyb på grund af at det var midt om
sommeren og ikke havde regnet i flere måneder. Det var også derfor der var så meget mudder, som var
smattet og klæbrig, rigtig god til at lave mudderkager af.

Da toget var kommet op på land igen, standsede lokomotivføreren lige toget for igen at børste mudderet af
hjulene og så fortsatte toget igen på den lange vej tilbage til sporet.

Men hvordan skulle det lille tog komme op på skinnerne igen? Det blev nødt til at hoppe engang, så de
næste minutter hoppede og bumpede det lille tog hen mod sporet og det lykkedes virkelig at komme op på
sporet igen!

Nu fortsatte turen som om intet var hændt og Tøf, det lille tog ankom til endestationen med en hvisle og
fløjten som om det var et kæmpestort lokomotiv med mange vogne og ikke kun et lille lokomotiv med tre
vogne, som endda var halvtomme.