Trolden Bumle løb igennem skoven. Han var på vej hjem til hulen efter at have været ude på sjov hele dagen. Han grinede endnu, når han tænkte på nogle af de narrestreger han havde lavet. Hvor så maleren dum ud i ansigtet, da han dyppede penslen i malingen og opdagede at stakittet i stedet for at blive malet hvidt, blev malet sort, selv om malingen så hvid ud nede i bøtten og på penslen. Det var et lille synsbedrag Bumle havde
lavet, for i virkeligheden var stakittet blevet malet hvidt, det var kun maleren, der troede at det blev sort.

En anden maler der skulle male en husmur havde malet med blåt, men husmuren var blevet helt regnbuefarvet. Det var også Bumle der havde været på spil der og han grinede meget af de to malere og deres ansigtsudtryk. Og mølleren, der havde været ved at male korn, som ikke var korn, men kaffebønner. Det var mesterligt gjort, hvis Bumle selv skulle sige det.

Bumle grinede højt, men lige med et snublede han og faldt lige så lang han var. Da Bumle kiggede op, så han at det var trolden Tumle, der stod med en kæp i hånden og grinede. Bumle rejste sig op og børstede sit tøj af. Så spurgte han Tumle hvorfor han spændte ben for ham? Det var da noget underligt noget at gøre, mente Bumle. Tumle svarede, at han havde fulgt Bumle hele dagen og synes at Bumle trængte til en smagsprøve
på sine egne drillerier, for det var da ikke sødt og pænt gjort af ham at drille både malerne og mølleren på den måde. Og de var jo ikke de eneste Bumle havde drillet den dag.

Der var skolelæreren, som var helt sikker på at bogstaverne i stilehæfterne dansede polka, husmoderen der troede at vasketøjet på tørresnoren fløj væk, børnene på legepladsen der ikke kunne finde deres legesager, selv om de lå lige foran dem og sidst men ikke mindst var der postbuddet der rendte rundt og ledte efter postkasserne.

Ja, Bumle havde virkelig haft en travl dag og han havde drillet og drillet, men nu var det så hans tur og så var det ikke spor sjovt. Bumle mumlede lidt, men hvad skulle han gøre? Han var jo en drilletrold og så måtte han jo drille hver dag, ellers glemte han det jo. Medens Bumle sådan forsøgte at forklare hvorfor han måtte drille hver dag begyndte Tumle og Bumle at gå hjem til hulen, hvor de boede sammen med alle de andre trolde.

Tumle drillede hele tiden Bumle ved at skubbe til ham og spænde ben, så han rigtig kunne mærke hvordan det føles at blive drillet og til sidst sagde Bumle da også at han gav op og fra og med dagen efter ville han forbedre sig og ikke være en drilletrold, men i stedet en hjælpetrold. Nu var Tumle godt tilfreds med Bumle, men han tænkte at han lige så stille ville følge efter Bumle dagen efter for at kontrollere at Bumle nu også hjalp og ikke drillede, når han var ude. Og som sagt så gjort!

Næste dag sneg Tumle sig lige så stille efter Bumle, da han stod op og gik ud på en lille tur. Bumle gik hen til malerne og spurgte om han ikke skulle hjælpe dem med at male stakittet og husmuren færdig. Det måtte han da godt, for de var ærlig talt blevet noget forsinkede dagen før, da de måtte ud og have ny maling, for der var altså noget galt med den maling de havde brugt. Den var nemlig de forkerte farver. Bumle gik i gang med pensler og maling og snart var han færdig med både stakit og husmur, ja faktisk havde Bumle malet hele huset fra kælder til kvist, både inde og ude.

Malerne takkede ham mange gange og så gik Bumle videre. Nu gik han til mølleren og spurgte om han behøvede hjælp med at male kornet. Mølleren takkede mange gange for tilbuddet, han kunne godt bruge en hånd, for der skulle slæbes tunge sække med korn op i møllen og alt kornet skulle bagefter males til mel. Mølleren fortalte at han var kommet bagud med en stor ordre, for han havde været nødt til at kassere gårsdagens arbejde på grund af nogle mærkelige problemer han havde haft. Mølleren kom ikke rigtig ind på hvad det var og Bumle spurgte ikke. Han vidste jo godt hvad der havde været i vejen.

Nu hjalp Bumle mølleren og inden de havde set sig om, havde de malet dobbelt så meget mel som mølleren plejede at male i løbet af to dage, så mølleren var rigtig glad for Bumles hjælp. Efter mølleren gik turen til skolelæreren, som Bumle hjalp med at rette stilene og nu var der ingen bogstaver der dansede polka.

Hos husmoderen hjalp Bumle både med at hænge tøjet op, stryge skjorter, støvsuge alle gulvtæpperne i hele huset og rengøre badeværelset, så husmoderen kunne bare sætte sig ned med fødderne oppe og hvile ud. Børnene på legepladsen hjalp han med at finde alt legetøjet og bagefter hjalp han børnene med at bygge en stor sandborg og bagefter både vippede og gyngede han med alle børnene. Til sidst gik han en runde med postbuddet som nu ingen problemer havde med at finde postkasserne.

Da Bumle kom hjem til hulen den aften var han godt træt, men samtidig var han også glad på en helt anden måde end han nogensinde havde været da han bare rendte rundt og drillede alle. Tumle roste Bumle meget, for han havde jo fulgt efter ham hele dagen og set alle de gode ting Bumle havde udrettet.

Og fra den dag var Bumle altid i nærheden når nogen havde brug for hjælp og der var aldrig mere nogen der blev drillet. Hvis det endelig skete at nogen drillede, skete det med godt humør og alle, både voksne og børn grinede og morede sig over drillerierne.